Selvværd og selvtillid

Hvad er forskellen på selvværd og selvtillid?

Selvværd og selvtillid er to nøglebegreber inden for selvudvikling og psykologi, men de refererer til forskellige aspekter af vores selvopfattelse.

Selvværd er den dybe følelse af at være noget, være elsket og accepteret, uanset hvad vi præsterer, kan klare eller gør. Selvværd er en mere eller mindre konstant følelse, uafhængig af, hvor du er. Når vi har et sundt selvværd, føler vi os værdifulde og elsket, uanset hvad der sker i vores liv. Selvværd er som roden på et træ. Den sunde rod giver træet styrken til at vokse og blomstre og til at stå fast og sikkert selv i uvejr, hvorimod den skadede rod gør hele træet skrøbeligt. Og lige som en skadet rod kan blive sund og stærk igen med den rigtige opmærksomhed og pleje, kan selvværdet heldigvis det samme.

Selvtillid er mere specifikt rettet mod vores tillid til, hvad vi kan, formår og gør. Det handler om egen tro på evner, kompetencer og handlinger i bestemte situationer. Selvtillid er resultatorienteret og kan variere fra område til område i vores liv. Du kan for eksempel have høj selvtillid på arbejdet, men lav selvtillid i sociale situationer. Når vi har en god selvtillid, tør vi kaste os ud i nye ting og opgaver. Selvtillid kan ses som frugten på træet. Frugten, der varierer i størrelse og smag afhængigt af, hvordan træet har været plejet og hvilket vejr, det oftest har stået i.

Selvværd og selvtillid påvirker hinanden, men de er ikke det samme. Et sundt selvværd danner grundlaget for at udvikle selvtillid. Når du elsker og accepterer dig selv, er du mere tilbøjelig til at have troen på, at du kan mestre nye udfordringer og vokse. Omvendt kan det at opbygge selvtillid også bidrage til at styrke dit selvværd, da succeser i livet kan bekræfte din følelse af at være noget værd.

Både selvværd og selvtillid er vigtige i vores personlige udvikling, og det er gennem forståelse og styrkelse af begge to, at vi kan trives og vokse som individer. I sidste ende har både selvværd og selvtillid stor indflydelse på vores mentale velbefindende og overskud. At finde balancen mellem dem og arbejde med begge aspekter af dig selv kan være nøglen til en sund og positiv selvopfattelse.

Da rigtig mange kvinder har problemer med begge to, og jeg tidligere selv har været ramt på især selvværdet, er det et af de områder, jeg har beskæftiget mig allermest med og skrevet speciale om. Jeg ved, hvor vigtigt det er for hele ens liv, og jeg vil med glæde hjælpe dig videre, hvis du har dårligt selvværd og/eller selvtillid. Hvis noget af det her lyder rammende for dig, kan et selvværdsforløb være gavnligt for dig. Et selvværdsforløb er et individuelt tilpasset forløb på 6 sessioner. Det giver dig de redskaber, der skal bruges til at bearbejde de udfordringer, du står overfor. 

Har du lavt selvværd ?

Lavt selvværd er bl.a. kendetegnet ved en selvkritisk indre stemme, at have svært ved at stå ved sig selv og at mærke, hvad man vil og ikke vil. Det giver en trist eller tung stemning, som ind imellem er umulig at rumme eller holde nede. Selvom det er det sidste, man ønsker, kommer det ind imellem ud som negative ytringer eller reaktioner på andre.

Men dårligt selvværd har også andre udtryk, og hvis du har lavt selvværd, vil du sandsynligvis kunne nikke genkendende til det her:

  1. Du har svært ved at acceptere komplimenter eller positiv feedback, fordi du ikke tror på, at du fortjener det.
  2. Du har tendens til perfektion og frygter fiasko, hvilket kan føre til stress og angst.
  3. Du er god til at mærke, hvordan andre har det, og du står til rådighed for at hjælpe. Du prioriterer sjældent tid til selvkærlighed eller at opfylde dine egne behov, men sætter i stedet andres behov først.
  4. Du er hård mod dig selv og fokuserer på dine fejl og mangler i stedet for dine styrker og værdi.
  5. Du kommer tit  til at sige ja til andre, selv når det går imod dit eget behov, fordi du ønsker at undgå konflikter eller afvisning. 
  6. Du føler dig ofte usikker på dig selv i både personlige og professionelle sammenhænge.

Hvis noget af det her lyder rammende for dig, kan et selvværdsforløb være det rigtige for dig. Et selvværdsforløb er et individuelt tilpasset forløb på 6 sessioner. Forløbet giver dig de redskaber, der skal bruges til at starte på at ændre både dit selvværd og din selvtillid. Så du ikke længere skal holde dig selv tilbage fra det, du drømmer om i kærlighed, på studie eller arbejde. 

 

 

Kommunikation i parforholdet