Om Karina

når det er tid til forandring
Coach, terapeut og sexolog Aarhus v. Karina Jørgensen

Karina Jørgensen

Jeg hedder Karina, og jeg hjælper dig med at finde vej i livet. Med at leve tro mod dig selv og kærligt sammen med dem, du holder af.

Tingene hænger sammen. Så når du har problemer i ét område, smitter det af på andre områder i dit liv. Hvis du er presset ift. dit arbejde, oplever du måske efterhånden øget pres i familielivet. Du føler ikke, du helt slår til nogen af stederne og får et øget behov for at trække dig. Og det gør kun tingene værre.

Det kan også være en følelse af, du ikke bliver set af din partner, der er problemet. Du begynder at tvivle først på kærligheden mellem jer – og så på dig selv. Det smitter af på dit forhold til andre relationer – børn, kolleger, veninder. Det bliver pludseligt sværere end før, og gradvis smitter det af på alt, du gør.

Det gode er, at det også gælder den anden vej rundt. Så når du oplever en følelse af at være god nok, spændende nok, dygtig nok osv. indenfor et livsområde, breder det sig til de andre områder. Det handler om balance og om at få øje på, hvordan det du gør og tænker, influerer på alt omkring dig.

Når du får øje på det, kan du ændre alt fra små ting,  som har betydning for glæden ved dagligdagen til de helt store ændringer, som skaber et helt andet liv. Det liv, du inderst inde næsten ikke tror muligt – men som du længes efter hver aften, når du lægger hovedet på puden.

Det er bare så svært at få fat i alene, både hvad der ligger bagved, og hvad du kan gøre anderledes.. Det er så svært selv at få øje på de mønstre og reaktioner, som ligger godt trænet i det ubevidste sind, og som styrer, hvordan dit liv ser ud. Og svært at gennemskue, hvad der giver mening at gøre anderledes konkret.  

Det er her, jeg kan hjælpe dig. Jeg kan finde sammenhængen mellem de automatiske reaktioner, der ligger i dine følelser og tanker og give dig samme bevidsthed. Sammen kan vi definere de handlinger, der skal til, for at du skridt for skridt ændrer dit liv til det, du drømmer om. Så du langt om længe lykkes med de kærlige relationer, du længes efter, og det liv, som du glæder dig til at stå op til.

Jeg kan hjælpe dig til at forstå, at du er det værd. Og til at se, du selv kan skabe og leve dit liv, når du vælger at være tro mod dig selv og det, du er og kan. 

sådan fandt jeg vej

Min Historie

Siden jeg var ung, har jeg vidst, jeg skulle hjælpe andre på det personlige plan. Hjælpe dem med at genfinde troen på sig selv og på kærligheden, få øje på alt det fantastiske indeni og se alle de muligheder, der sprang i øjnene på mig udefra. Jeg så meget tydeligt det, de ikke selv kunne se, og det var ofte det, der forhindrede dem i at leve fuldt ud.

Jeg valgte at tage det sikre valg med en læreruddannelse først, og det var i flere år den måde, jeg så udlevede drømmen på i det små, og det ene år tog det andet. Tingene og rammerne ændrede sig, og jeg fulgte lidt ørkesløst med, mens jeg tænkte, at der var tid nok. Jeg skulle lige finde manden, få børnene, være etableret og sikker, og så ville jeg gå efter det, der kaldte allerinderst. Så ville jeg gå efter den store drøm – drømmen om at coache og vejlede andre til det kærlige liv, de længtes efter.

Tiden gik, og jeg var ok. Ikke rigtig glad, ikke rigtig trist, men mellemtilfreds i mit arbejdsliv. Indimellem mærkede jeg længslen efter det, der hviskede højere og højere, og jeg viftede den irriteret væk – jeg følte mig utaknemmelig. Jeg havde det jo fint i forhold til mange andre, så jeg skulle bare være positiv og ikke forlange mere. Hvem var jeg også at tro, jeg skulle hjælpe andre på større vis? Og hvad ville folk i øvrigt ikke tænke, hvis jeg gav alt det ord, der føltes sandt indeni?

Jeg havde kæmpet mod Janteloven hver gang, den viste sig for alle andre i min omverden, men imens spiste den mig selv langsomt indefra. Jeg havde ikke set, at det, jeg selv skulle, langsomt sygnede hen og tog mig med. De tanker og drømme, der var mine, havde sat sig fast i min krop, fordi de ikke fik ord og liv.

Men det blev pludseligt meget nærværende, da jeg med ét stod midt i den værst tænkelige krise, hvor jeg på egen krop blev konfronteret med livets skrøbelighed. Det gik op for mig, at livet ikke var for evigt. Den energi, jeg hidtil havde brugt på at holde mig selv ”nede sikker” blev med et frisat for at kunne overleve. Jeg var reelt uhyre sårbar, og dermed viste min styrke sig.

Da jeg et år efter kom ud på den anden side – helbredt – så jeg på flængen i min udødelighedskappe og startede på at leve det liv, jeg drømte om. Jeg ville ikke spilde mere tid på ikke at gøre det, der kaldte indeni eller holde mig usynlig for at gå under radaren. Jeg ville ikke kun overleve – men leve tro mod det, der kalder.

Den beslutning har siden medført flere uddannelser, indsigter og livsvalg, og de er sammen grundlaget for min praksis tidtil. Her gør jeg det, der altid har været meningen, jeg skal: jeg hjælper andre til at se sig selv og det, der skal til for at få det liv, de længes efter. Jeg støtter op, så de får mod til handling og til at gøre noget andet end hidtil. Jeg hjælper med at finde vejen til at leve fuldt ud og kærligt – og ikke kun overleve.

Min faglige baggrund

Uddannelse og kurser
Uddannet ved Sexolog og Parterapeut Joan Ørting, Psykolog Mette Holm, Cand. pæd.psych. og Mindfulness Mastercoach Liselotte Ellegaard, samt Spirituel underviser og Mentor Coach Chalotte Inannah Fruergaard.
Suppleringsuddannelse i Pædagogisk Filosofi på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet 2013

Diverse kurser inden for både det psykologiske og spirituelle felt

Jeg deltager løbende i kurser hos Psykolog Mette Holm, Clairvoyant medium Eghon Engelund og Spirituel underviser og Mentor Coach Chalotte Inannah Fruergaard.

Diplomuddannelse i Neuropsykologi og –pædagogik

Uddannelsen er taget på VIA i Randers i 2013

Læreruddannelse på Skive Seminarium

Læreruddannet med linjefag i dansk og billedkunst i 1995

Erhvervserfaring
Egen praksis som Coach, sexolog og parterapeut siden 2016.

Det er siden 2016 knyttet flere uddannelser til – se mere under uddannelse og kurser.

Konsulentopgaver i VoksenHandicap i Aarhus Kommune i 8 år og i Randers Kommune i 6 år.

Jeg løser fortsat opgaver i Aarhus Kommune.

Lærer i folke- og friskoleregi i 8 år og på et 3-årigt projekt for traumatiserede og udadreagerende unge i Aarhus.

Igennem hele mit lærerliv har jeg haft særligt fokus på sårbare og udfordrede børn og unge, så jeg har taget flere kurser inden for dette område.