Om Karina

sådan fandt jeg vej

Min Historie

Siden jeg var ung, har jeg vidst, jeg skulle hjælpe andre på det personlige plan. Hjælpe dem med at genfinde troen på sig selv og på kærligheden. Få øje på alt det fantastiske indeni og se alle de muligheder, der sprang i øjnene på mig udefra. Jeg så meget tydeligt det, de ikke selv kunne se, og det var ofte det, der forhindrede dem i at leve fuldt ud.

Jeg valgte at tage det sikre valg med en læreruddannelse først. Det var i flere år den måde, jeg så udlevede drømmen på i det små, og det ene år tog det andet. Tingene og rammerne ændrede sig, og jeg fulgte lidt ørkesløst med, mens jeg tænkte, at der var tid nok. Jeg skulle lige finde manden, få børnene, være etableret og sikker, og så ville jeg gå efter det, der kaldte allerinderst. Så ville jeg gå efter den store drøm – drømmen om at coache og vejlede andre til det kærlige liv, de længtes efter.

Tiden gik, og jeg var ok. Ikke rigtig glad, ikke rigtig trist, men mellemtilfreds i mit arbejdsliv. Indimellem mærkede jeg længslen efter det, der hviskede højere og højere, og jeg viftede den irriteret væk. Jeg følte mig utaknemmelig. Jeg havde det jo fint i forhold til mange andre, så jeg skulle bare være positiv og ikke forlange mere. Hvem var jeg også at tro, jeg skulle hjælpe andre på større vis? Og hvad ville folk i øvrigt ikke tænke, hvis jeg gav alt det ord, der føltes sandt indeni?

Jeg havde kæmpet mod Janteloven hver gang, den viste sig for alle andre i min omverden, men imens spiste den mig selv langsomt indefra. Jeg havde ikke set, at det, jeg selv skulle, langsomt sygnede hen og tog mig med. De tanker og drømme, der var mine, havde sat sig fast i min krop, fordi de ikke fik ord og liv.

Men det blev pludseligt meget nærværende, da jeg med ét stod midt i den værst tænkelige krise. Jeg blev på egen krop konfronteret med livets skrøbelighed. Det gik op for mig, at livet ikke var for evigt. Den energi, jeg hidtil havde brugt på at holde mig selv ”nede sikker” blev med ét frisat for at kunne overleve. Jeg var pludselig uhyre sårbar, og dermed viste min styrke sig.

Da jeg et år efter kom ud på den anden side – helbredt – så jeg på flængen i min udødelighedskappe og startede på at leve det liv, jeg drømte om. Jeg ville ikke spilde mere tid på ikke at gøre det, der kaldte indeni eller holde mig usynlig for at gå under radaren. Jeg ville ikke kun overleve – men leve tro mod det, der kalder.

Den beslutning har siden medført flere uddannelser, indsigter og livsvalg, og de er sammen grundlaget for min praksis Tid Til. Her gør jeg det, der altid har været meningen, jeg skal. Jeg hjælper andre til at se sig selv og det, der skal til for at få det liv, de længes efter. Jeg støtter op, så de får mod til handling og til at gøre noget andet end hidtil. Jeg hjælper med at finde vejen til at leve fuldt ud og kærligt – og ikke kun overleve.